Offentliggjort: 26-02-2020 12:20:20

Dette er en nyhed fra nyhedsbureauet Finwire Disclaimer


Finwire om STENOCARE A/S: Stenocare håber på, at få produkter tilbage på hylderne inden for 5-6 måneder - interview

Siden sommeren 2019 har danske Stenocare ikke haft produkter på hylderne, men blev alligevel udpeget i sidste uge af Prohibition Partners, der indsamler data for branchen for medicinsk cannabis, som "companies to watch".
Og det skyldes blandt andet selskabets resultatoverskud og planerne om snart at være tilbage på apotekshylderne, fortæller adm. direktør Thomas Schnegelsberg i et interview med Finwire.

Selskabet arbejder lige nu på højtryk for at få godkendt produkterne fra den nye partner Emerald Health af de danske myndigheder.



"Vi regner med relativt snart at få test- og dokumentationsdelen på plads, og så er det herefter i hænderne på Lægemiddelstyrelsen," fortæller adm. direktør Thomas Shcnegelsberg i et interview med Finwire. Han regner med, at have produkter tilbage på hylderne inden for 5-6 måneder.



"Men der findes ingen manual for godkendelsen af medicinsk cannabis," tilføjer han og understreger, at der er mange led i en godkendelsesproces.

Foruden import, arbejder selskabet også på udviklingen af sin egen produktion på sin fabrik et hemmeligt sted i Jylland sammen med den danske partner Solural Pharma. Denne proces har dog længere udsigter.

Stenocare endte 2019 med en bundlinje med et overskud på 1,7 mio. kroner, viste det regnskab som selskabet sendte ud onsdag morgen.



Nyt år, nye lande, nye partnere



Efter alt at dømme kommer 2020 til at indebære store ændringer for selskabet, der kalder de nye planer samlet set for "Stenocare 2.0".



"I første omgang skal vi have vores datterselskab i Irland fuldt oppe at køre. Og når der er blevet kvalificeret og godkendt nogle produkter her, så går vi videre til vores interne liste med flere lande," fortæller direktøren.



Hvilke lande, der står på listen løfter Schnegelsberg ikke sløret for, men han venter, at Stenocare vil kunne annoncere i hvert fald ét nyt europæisk land i løbet af 2020.



Foruden udvidelsen til andre lande, planlægger selskabet også at udvide med flere partnere - ideelt set gerne tre, for at kunne brede både muligheder og risici ud. Det er en lektie selskabet lærte efter, at den forhenværende canadiske partner CannTrust sidste år kom i karambolage med de lokale sundhedsmyndigheder, hvilket fik Stenocare til at afbryde samarbejdet og sætte alle produkter i karantæne.



Men det er kun blevet nemmere at lede efter legekammerater for Stenocare, der siden sidste søgning efter en partner, er vokset fra et startup til en velanset spiller.



"Vi bliver jo set som en af markedslederne i Danmark og også i Europa. Vi opfattes som et stærkere selskab, end da vi i sin tid forhandlede med CannTrust," siger direktøren og tilføjer:


"Ser man på de nordamerikanske selskaber, er de meget interesserede i at komme ind i Europa, men det er vanskeligt for dem - de har prøvet og prøvet, og brugt store summer - nogle tager så konsekvensen og kontakter selskaber som os."



Thomas Schnegelsberg tilføjer, at han ville "blive overrasket" hvis ikke selskabet kunne annoncere minimum én ny partner inden sommerferien.

Medicinsk cannabis blev legaliseret i en fireårig forsøgsordning i Danmark fra januar 2018. Stenocare var det første selskab, der fik godkendt medicinsk cannabis til det danske marked.


Stenocare, MDKK Q4-2019 Q4-2018
Omsætning 0,0 3,0
EBITA 7,3 -1,3
Resultat før skat 6,8 -1,3
Nettoresultat 5,2 -1,3

Læs mere om STENOCARE A/S