Publicerat: 2019-10-10 11:15:01

Detta är en nyhet från nyhetsbyrån Finwire Disclaimer


Finwire om Nustay A/S: Likviditet kommer til at være hovedfokus for nyudnævnt Nustay-finansdirektør - interview

Søren Morbitzer Christoffersen starter den 15. oktober på posten som finansdirektør for hotelbookingplatformen Nustay. Her kommer han til at have stort fokus på selskabets likviditet, så der ikke opstår et akut pengebehov igen, siger han i et interview med Finwire.

Nustay måtte i midten af august melde ud, at selskabet stod og manglede 10 mio. kroner, idet der var "lidt et fald i cashflowet".

"Nedgangen kommer på bagkant af nogle branche- og sæsonbetonede faktorer, som har været større i den nuværende sæson. Metadata leveret fra hoteleverandører i den nuværende højsæson har været af svingende kvalitet og har resulteret i et højt antal fejlslagne bookinger," meddelte Nustay dengang.

Det Spotlight-noterede selskab måtte på den baggrund konstatere, at væksten havde været "mere pengekrævende end forventet".

Udmeldingen fik hurtigt investorerne til at trække følehornene til sig, og selskabets aktie styrtdykkede med 30 procent. I starten af september fik bookingplatformen dog sikret sig et lån på 10 mio. kroner, hvilket fik rettet op på den vingeskudte aktie.

Det gav da også noget, der blev vendt under Søren Morbitzer Christoffersens samtaler med selskabets bestyrelse.

"Det var selvfølgelig noget, jeg bemærkede, og som jeg spurgte ind til. En stor del af forklaringen var rent tekniske årsager; datakvalitet som ikke var på det niveau, det skulle være, og det bør ikke kunne opstå igen," siger selskabets kommende finansdirektør til Finwire.

Fokus på kistebunden
Vurderet ud fra aktiekursen, har det bølget frem og tilbage for Nustay det sidste halve års tid, og udmeldingen i august endte med at sende selskabets aktie under den kurs, som den var i ved børsnoteringen i marts.

I dag ligger selskabets aktie 38 procent under IPO-kursen, men Søren Morbitzer Christoffersen ser dog ikke Nustays sidste halve år så stormfuldt, som aktiekursen antyder.

"Jeg synes som sådan ikke, at Nustay har haft et svært halvt år, for de har haft en fantastisk vækst på toplinjen, men det er rigtigt, at de blev ramt af to meget specifikke udfordringer. Det var det, der drænede likviditetsreserven, som så er blevet genopfyldt igen her med et lån på 10 mio. kroner," siger han.

Og likviditet bliver især et af nøgleordene for selskabets nye CFO.

"Det er altid supernødvendigt for en virksomhed i en voldsom vækstfase at have styr på sin likviditetsforecast, så man er sikker på, der er likviditet til stede i god tid. Det vil jeg selvfølgelig sørge for, og at de processer omkring det fungerer optimalt."

Hver booking skal give profit
Adspurgt over mail om aktionærerne skal forvente nogen ændringer med ansættelsen af Søren Morbitzer Christoffersen, svarer selskabets adm. direktør, Mathias Lundø Nielsen, som det eneste, at man "vil have et skarpt fokus på at skabe en profitabel forretning".

Men kan det også harmonere med en vision om fortsat store vækstrater?

"Det kan sagtens lade sig gøre," mener Søren Morbitzer Christoffersen.

"Selvfølgelig kræver væksten noget kapital - også mere end de 10 mio. kroner, som er kommet ind nu. Det skal jo helst være sådan, og det ved jeg, der bliver arbejdet hårdt på, at man tjener penge på den første dag, som kunden bor på hotellet," siger han og uddyber:

"Hver enkelt booking skal være profital i sig selv. Som planerne er nu, så burde vi være profitable ved slutningen af 2020 og før det cash flow positive, så det kan godt kombineres - selvfølgelig ikke fra dag et."

"Rent profitabilitetsmæssigt så skal den kommission, som Nustay har tilbage efter omsætningen, lige have et nøk op," forklarer han.

Søren Morbitzer Christoffersen afløser Simon Lajlev Larsen på posten som finansdirektør i Nustay. Larsen nåede at være på posten i halvandet år.

Läs mer om Nustay A/S